• Izabella Esbensen

Hundsk og mensk

Vi skal ikke lokke børn ind i biler.

Men princippet er lidt det samme - bare med vores hvalpe. Og uden en uhyggelig varevogn uden vinduer.

Inden vi begynder på træning af alle basis øvelserne, forklarer jeg lige princippet jeg træner ud fra.

Vores hunde forstår ikke menneskesprog.

At begynde at slynge kommandoer ud efter en hund, ville lidt svare til, hvis jeg mødte en mand fra Papau Ny Guinea, og derefter tænkte “er det ikke herfra de laver nogle gode kaffebønner? Jeg kunne i grunden godt drikke en kop mokka.”

Så jeg kigger på manden og siger “kaffekop?”.

“Hvabehar?” Siger papuanyguineseren… papuanygianeren…? Okay, manden fra Papua Ny Guinea. Eller det gør han ikke, for han er fra Papua Ny Guinea. But you catch my drift.

“Kaffekop?” Siger jeg igen og vifter lidt opgivende med armene.

Han stirrer tomt og lidt dumt på mig.

“Kaffekop.” Siger jeg igen, lidt mere bestemt, og manden forstår min irritation. Så han begynder lidt små-desperat at lede efter svaret på mine ord. Jo mere frustreret jeg bliver over, at han ikke forstår hvad jeg fabler om, jo hårdere siger jeg “kaffekop”.

Papuanygui-whatever forstår tydeligvis min frustration, men aner simpelthen ikke hvad jeg siger, mens jeg står og svinger med armene og gentager “KAFFEKOP”.

I desperation begynder han at vise mig ting, og en af disse ting er tilfældigvis en kaffekop. Jeg falder ham om halsen og fortæller ham hvor god han er.

Men midt i stressen over mit skaberi og at løbe rundt for at løse problemet, har han ikke rigtig forstået hvad der udløste min pludselige anerkendelse.

Hvis jeg fra starten havde taget manden fra Papua Ny Guinea i hånden, og valset over til et skab, åbnet det, peget på en kaffekop og derefter sagt “kaffekop”. Så ville han have nikket og sagt “aaah cafecup” eller noget i den dur, og vi ville være enige om, hvad vi snakkede om.

Det var en meget lang forklaring på, hvorfor vores hunde(hvalpe) simpelthen ikke fatter de ord der kommer ud af vores mund.

De bor i et hus fyldt med dyr der snakker et sprog de ikke forstår, så meget bliver bare støj for dem, hvor de tolker på vores toneleje og kropssprog.

Derfor skal vi lære dem, hvilke ord der betyder noget (og udløser en godbid).

Så! Når vi skal træne vores hunde, så viser vi dem først den øvelse vi gerne vil have.

Derfor trækker vi hunden med godbidder, indtil den ligesom fanger, at bevægelsen udløser en godbid.

Først når hunden har forstået dette nogenlunde, begynder vi at koble kommandoen på. Og kun når hunden udfører den korrekt.

Altså; udførsel af øvelse -> kommando -> ros og/eller godbid.

Herefter flytter vi godbidderne over i den anden hånd, men “snyder” hunden ved forsat at trække den med hånden, som den tror der er godbidder i.

Når hunden er der hvor vi vil have den, siger vi kommandoen, roser hunden og giver godbid med “snyderhånden”.

Når det bare kører med klatten, så begynder vi at minimere håndbevægelsen, indtil vi til sidst kun skal bevæge den ganske lidt før hunden forstår, hvad vi beder den om.

Dygtig, og godbid.

Hundes sprog er 90-95% non-verbalt, og det er derfor nemmere for dem, at kigge på vores bevægelser end høre vores ord.

Faktisk kan nogen styre deres hunde med øjenbrynsbevægelser - men det virker også lidt bøvlet, at have en hund der smider sig på dunken, hver gang jeg bliver irriteret over der ikke er mere mælk og rynker øjenbrynene.


Herunder en lille video med introduktion til sit-øvelse




29 visninger

Seneste blogindlæg

Se alle